Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
 
-0-

E-sport

08-01-2017
Som lærer på en idrætsefterskole gennem mere end 22 år, har jeg stiftet bekendtskab med en del idræt - og en del idrætsglade unge mennesker, som netop søger vores skole på grund af de mange idrætstilbud.
 
 
I disse moderne elektroniske tider bliver den traditionelle idræt udfordret af en ny sport, e-sport, som bestemt ikke bare dyrkes bag nedrullede gardiner på dunstende teenageværelser. E-sport er seriøst, og rundt om i verden afvikles der store turneringer i f.eks. skyde- og strategispillet Counterstrike, hvor man dyster hold mod hold, som regel 5 mod 5. Pengepræmierne er enorme, og spillerne er professionelle med årsgager på flere millioner, hvis de er blandt de bedste.
 
Flere efterskoler er begyndt at tilbyde e-sport som fag, her er det bl.a. teambulding, strategi og samarbejde, som er i fokus.
 
Lørdag besøgte jeg The Party Next Generation, som er et LAN-party i Aars, der netop i år er genopstået efter 14 år i mølposen. I år med små 400 deltagere, så der er et stykke vej til 1999, hvor 4500 blege spilnørder samledes i messehallerne, som flød med chips og cola.
 
I den nye version er der mere styr på logistikken, og selv om der konsumeres chips, cola og pizza, var det ikke i de mængder, som jeg oplevede tilbage i 90'erne. Bl.a. også fordi, deltagerne skal købe deres fornødenheder i centerets restaurant, og så sætter prisniveauet jo sin begrænsning. Til gengæld havde arrangørerne sørget for, at der alle tre dage var fri frugt til alle.
 
 
Det sidste er med til at understrege, at e-sport er blevet mere seriøs. Der kommer naturligvis også spillere, som bare vile hygge og spille computer til langt ud på natten. Men de seriøse hold går tidligt i seng, så de er veludhvilede til næste dags vigtige kampe.
 
The Party Next Generation havde lørdag besøg af Andreas Højsleth fra Aars, som i dag lever en professionel tilværelse som computerspiller med en ganske stor månedsløn. Han bliver da også betraget som en stjerne på linie med sportsfolk og rockmusikere, når han viser sig blandt e-sportsentusiaster.
 
Arrangørerne har allerede lejet sig ind i messehallerne de kommende tre år, så man kan se frem til computerparty den første weekend i januar fremover.

Kategori: 2017

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

 
 
Per Lyngby