For efterhånden mange år siden rejste jeg rundt i Australien sammen med Tonny, min gamle seminariekammerat. Down Under stiftede vi bekendtskab med spillet "Aussie Rules", som er en australsk form for fodbold - en blanding mellem almindelig fodbold og rugby, syntes vi.
Vi havde da aldrig set noget lignende - en hård sport, hvor der bliver givet og taget, og hvor reglerne er forholdsvis enkle. Vi fik at vide, at denne form for fodbold kunne sammenlignes med gælisk fodbold, som spilles i Irland. Nu har jeg så været i Irland og set irsk TV, hvor man forleden viste kvartfinaler i årets pokalturnering om den irske titel. Og jeg kan godt se lighederne mellem Aussie Rules og Gælisk Fodbold.
I gælisk fodbold spiller man på en bane, som vist er lidt større end en almindelige fodboldbane. Målene er til dels de samme som i fodbold - blot er det almindelige fodboldmål forsynet med to lange stolper, akkurat som man ser i rugby. Man kan score ved at sende bolden, som ligner en almindelig fodbold, ind mellem de to høje stolper - det giver et point. Scorer man i selve målet, som er vogtet af en målmand, giver det 3 point. Bolden må sparkes eller slås hen til en medspiller - ikke bare fremad banen men i alle retninger. Spillerne må løbe fire skridt med bolden og skal så drible ved at slå bolden ned i græsset, eller kaste den ned på foden og så sparke den tilbage i hånden. Det er stort set det - forsvarsspillerne må gerne tackle på kroppen, men tacklinger bagfra og farlige tacklinger er ikke tilladt. Spillet er meget tempofyldt og der er masser af action, fysiske nærkampe, hurtige løb og masser af afslutninger. Konditionsmæssigt ville mange danske fodboldspillere have svært ved at følge med her, og en del ville vist også pylre noget over de tacklinger, der bliver sat ind. Spillerne er, så vidt jeg ved, glade amatører eller halvprofessionelle, som har et civilt arbejde ved siden af fodbolden.
Et andet spil blandt de gæliske er Hurling, som ligner fodbolden en del. Banen og målene er de samme, men her spilles der dog med en stav, så spillet nærmere bliver en blanding af fodbold, rugby og hockey. Her går det om muligt endnu hurtigere og hårdere til end i gælisk fodbold.....
Det nationale centrum for disse gæliske sportsgrene er Croke Park i Dublin, som efter den irske frigørelse fra England i 1920'erne fik en fremtrædende plads i den nationale bevidsthed. Derfor var der også store diskussioner, da man for nogle år siden skulle tage stilling til, om der måtte spilles fodbold (soccer) og rugby på Croke Park, medens det normale stadion til den slags blev ombygget. Tilladelsen blev givet, og det førte bl.a. til, at England og Irland spillede landskamp i rugby på denne arena - noget som en del irere bestemt ikke brød sig om, bl.a. fordi engelske soldater i 1920 dræbte 14 irere netop på Croke Park!
YouTube videoerne herunder giver et indblik i, hvad gælisk fodbold og hurling er for noget. God fornøjelse:
Den irske rockstjerne Phil Lynott døde i januar 1986. Han blev kun 36 år. Et hårdt liv med opslidende turneer, drugs og rock'n roll satte sine spor på helbredet, som til sidst ikke kunne mere.
I Irland er Lynott stadig omgærdet af respekt og beundring. At vokse op som farvet i 1960'ernes Irland har givetvis hærdet Lynott, som dog hurtigt fik skabt sig et navn som rockmusiker. Ikke mindst som følge af hårdt arbejde, men også som følge af et stort musikalsk talent, hvor han formåede at skrive flotte sange og gode melodier, uanset om det var hård rock eller følsomme ballader. Hans første band hed Black Eagles, senere kom han med i Skid Row sammen med bl.a. Gary More og til slut dannede han Thin Lizzy, som han slog igennem med - dog først efter nogle år, hvor der ikke var balance i de økonomiske regnskaber. Men den traditionelle irske klassiker "Whiskey In The Jar" blev vendepunktet, som gav gruppen deres første hit, og selv om de senere var knap så glade for det folkesangsagtige nummer i blød rockstil, så var det omtvisteligt det, som fik karrieren sat på skinner.
Oprindeligt var Thin Lizzy en trio med Lynott på bas, Eric Bell på guitar og Brian Downey på trommer. Efter gennembruddet blev gruppen reorganiseret og fik to leadguitarister, som skabte den klassiske Lizzy-sound, der bl.a. kan høres på hits som "Jailbreak" og "The Boys Are Back In Town". Gennem årene blev der skiftet ud blandt guitaristerne, Scott Gorham og Brian Robertson er måske den bedste konstellation, men Gary More har også været inde over i flere omgange, mest i livesamenhænge. Han er dog også med på studiealbummet "Black Rose".
Lizzy blev opløst i 1983, hvor Lynott valgte at gå solo, som også navnet på hans første fra 1980 album indikerer: "Solo In Soho". Han forsøgte at starte et nyt band, Grand Slam, men det slog ikke rigtigt igennem, og en desillisiuneret Lynott fik et stadig mere skrantende helbred. I julen 1985 blev han indlagt på hospitalet og den 4. januar 1986 døde han i England.
Her 25 år efter hans død kunne jeg i Dublin se en mindeudstilling med fotos, guitarer, tøj, plader og meget andet. Thin Lizzy er også gendannet med Scort Gorham og Brian Downey fra den oprindelige gruppe og har bl.a. optrådt på Jelling Festivalen her i Danmark.
Og i Irland bliver Lynott omtalt med respekt, medens en anden rockstjerne fra den grønne ø, Bono, bliver behandlet med en blanding af kærlighed og sarkasme. Bonos indsats for at skabe en bedre verden for verdens fattige bliver ikke taget lige alvorligt af alle. Mange mener, at han har sat sig op på en piedestal som en anden Jesus. Det fremkalder historier som, den vi hørte på en rundtur i Dublin, hvor guiden kunne fortælle, at Bono formentlig har en lejlighed i det ekslusive Docklands-kvarter. Her optog U2 for mange år siden deres første plader i mere ydmyge rammer (foto herover).
- Hvis Bono skal på arbejde i studiet kører han ikke på arbejde, nej han går da bare på vandet over til studiet, lød kommentaren fra guiden, som også spurgte os, om vi vidste, hvad der var forskellen på Bono og Jesus. Det gjorde vi naturligvis ikke, så vi fik straks forklaringen: Jesus troede aldrig, at han var Bono!
Vi har brugt et par dage på "Feddet" familiens sommerhus ved Risgårde.
Morten havde en klassekammerat, Maria, med herud, og de fik en del tid til at gå med at fange rejer, hundestejler og krabber nede i fjorden. Men ikke nok med det - de kom også hjem med fangsten, som de kogte og tilberedte, så vi alle kunne smage friskfangede Limfjordsrejer. En udsøgt delikatesse, som vi nød, hvorimod jeg ikke havde den store lyst til at smage de kogte snegle, som de også diskede op med. Ja, på det punkt er jeg godt nok en kylling...
Det der med at fange mad i fjorden er bestemt ikke noget nyt herude på Feddet. Min far og mine bedstefædre var ivrige fiskere, som elskede at glibe efter ål, og min farmor var tit ude med et net for at fange rejer. Blandt de mange billeder i min mor gamle album har jeg fundet disse to fotos, som dels viser min far og min farfar i aktion med glib og krøje, medens min farmor har smøget kjolen op er gået på rejejagt.
Farvebilledet er så anno 2011, hvor Morten og Maria er i gang med at studere dagens fangst.
Familien har netop tilbragt en uge i Irland, hvor der blev tid til at besøge såvel Dublin som den vestlige del af landet omkring Galway. En spændende uge, som helt sikkert har givet stof til et par historier her på bloggen - ikke mindst da Irland har fostret kendte rockmusikere som Van Morrison, Bob Geldorf, Rory Gallagher, Phil Lynott og Bono.
Foruden musikken, pubberne, øllet og et venligt og snakkesageligt sindelag hos befolkningen, er den grønne ø også kendt for flotte landskaber med gamle slotte og kirker, grønne marker med stengærder så langt øjet rækker og får i titusindevis.
Et af de naturområder, som irerne selv fremhæver er de imponerende Cliffs Of Moher syd for Galway. Klipperne rejser sig 200 meter lodret op fra Atlanterhavet og udgør et imponerende syn i al slags vejr. Vi var heldige at være der i solskin, hvilket gav os mulighed for at se klipperne til begge sider i deres fulde udstrækning, som udgør næsten 8 kilometer. Klipperne er nomineret som en af kandidaterne til Verdens 7 Naturvidundere.
Vores tur til vest foregik i en lejet bil - en Ford Mondeo med manuelt gear. At køre i venstre side af vejen, kan man faktisk hurtigt vænne sig til. Derimod havde jeg noget sværere ved at vænne mig til at skifte gear med venstre hånd - det lå ligesom ikke naturligt for mig, men det begyndte dog at fungere. En anden gang vil jeg dog nok foretrække en bil med automatgear, selv om det er lidt dyrere.
Specielt i den vestlige del kunne man ofte føle sig henført til en Barneby-film, når man bevægede sig rundt i smukke og smalle gader i de irske byer og landsbyer. De karakteristiske små forretninger med en dør og et enkelt udstillingsvindue er sjove og charmerende, ikke mindst på grund af deres varierede udbud af varer. Men det er sikkert kun et spørgsmål om tid, inden der også her kun er kønsløse kædebutikker, som ligner alle andre.
En del af de fotos og plakater, som jeg har samlet sammen med relation til Blackbirds, kommer fra Ove Steen Pedersen i Viborg. Ove er selv musiker, født og opvokset i Aars, og han er stadig aktiv ved keyboardet.
Musikken er en stor del af Oves liv, hvilket man kan se på hans musikalske CV, der tæller et utal af bands. Desuden er han musikhistorisk interesseret, hvilket altså er kommet min Blackbirdssamling til gode. Så vidt jeg ved er Ove også den lykkelige ejer af gruppens tre singler, endda i flere eksemplarer som indbefatter såvel tyske som portugisiske udgaver!
Et af hans store musikalske forbilleder er The Hollies, som var store i 1960’erne og 1970’erne. Faktisk har Ove lavet en hjemmeside (klik på billedet herunder), som er dedikeret til den engelske gruppe med de flotte vokalharmonier.
Ove spiller lige nu i dansebandet Gladness og har også selv lavet en hjemmeside, hvor han gennemgår de mange bands, han har medvirket i.
Fra Ove Pedersen i Viborg har jeg gennem tiden modtaget en del herligt materiale med relation til Blackbirds i særdeleshed og til musikmiljøet i Vesthimmerland i almindelighed. Tak for det Ove!
Den seneste ting, jeg har fået, er en kopi af en gammel Blackbirdsplakat - så vidt jeg kan se er det med Blackbirds Mark V med Lassen Stefansen, Jens Richard Pedersen, Ole Høgh, Poul Rasmussen og Tommy “Buster” Frandsen. Hvem der har taget billedet ved jeg ikke, men teksten er gruppens "logo", som også blev brugt på deres første single og som prydede deres "tourbus".
Billedet er taget i søanlægget her i Farsø, hvor gruppen i øvrigt også fik taget billeder (her til venstre), da den netop var startet med en noget anderledes besætning:, Claus Lilholt, Niels Poulsen Lassen Stefansen og Tage Dalby. Dette foto er taget ved “kælkebakken” vest for kirken, hvor der er en stentrappe ude til venstre. Langt hår var et must på det tidspunkt, og så kunne man jo skille sig lidt ud med en hat (Ole Høgh) eller med en pibe (Poul Rasmussen). “Buster” skiller sig ud ved at være i cowboybukser modsat de fire andre som er iført tidens populære kassebukser.
Den forløbne uge er blevet brugt til at være på spejderlejr med Morten og Thomas og deres blå spejdergruppe her i Farsø.
Vi var i Horsens, hvor vi havde lejet den lokal spejdergruppes hytte - Wig-Wam. En flot spejderhytte, som er opført med støtte fra lokale- og anlægsfonden og som bl.a. indeholder et 300 kvadratmeter stort indeområde med flisebelæning og bålsted. Netop denne multisal var god at have, det i to dage silede ned. Og selv om spejdere godt kan trodse vejret, så var det altså fint at kunne være under tag, ikke mindst når man har spejdere på 6-7 år med på lejren.
Det fantastiske ved sådan en lejr er at opleve, hvordan børn og unge omgås hinanden. Her hjælper man hinanden, laver sjov med hinanden og arbejder sammen - uanset alder eller køn. Der var stort set ingen konflikter, og var der nogen, var det som regel mellem søskende....
En uge med lejr på en græsplæne kunne ikke afholde mig fra at indfinde mig på en stor græspæne i Nørresundby, hvor der søndag var Grøn Koncert. På plakaten stod bl.a.navne som De Eneste To, Tim Christensen, TV2 og Kashmir.
Grøn Koncert har udviklet sig meget, siden jeg sidst var på en af slagsen. Nu råder man over to scener, så der stort set ikke er ventetid mellem de bands, som skal optræde. Fint. Vejret kan man jo ikke gardere sig imod, så efter en stor skylle midt på eftermiddagen udviklede pladsen sig til én stor mudderpøl, der godt kunne lede tankerne hen på “smatten” i Roskilde.
Musikalsk stod Kashmir stærkest i billedet hos mig - ikke mindst takket være en veloplagt Kasper Eistrup, som virkelig formåede at levere varen med guitarspil, der varierede fra det følsomme til det brutale.
DJ-musik med Kato og venner er ikke lige mig, så jeg holdt mig på behørig afstand af den scene, hvor dette show udspillede sig. Genren har helt sikkert et publikum - det er bare ikke mig og det er mere lyde og attitude end det er musik - i mine ører forstås!
Når jeg kommer forbi en forretning, hvor der står en kasse med gamle LP-plader, kan jeg ikke lade være med at bladre igennem de gamle skiver for at se, om der skulle være noget interessant. Jeg leder ikke efter noget bestemt, men kan hurtigt se, hvis der er noget, som er værd at anskaffe.
I Hobro købte jeg forleden 5 plader, hvoraf de 4 på en eller anden måde har en fællesnævner, medens den sidste falder lidt uden for. Sparks er rock grænsende til glamrock, hvorimod Jean Michelle Jarre, Mike Oldfield, Allan Parsons Project og Andreas Vollenweider vist må kategoriseres under eksperimenterende progrock med symfoniske over- og undertoner.
Andreas Vollenweider er en schweisisk harpespiller, som en overgang var ganske populær med det sprøde og klangfulde musik, han kunne drive ud af sin hjemmebyggede elektriske harpe.
Kun Mike Oldfield var i forvejen repræsenteret på min pladehylde, så med de andre er der tale om gammelt musik, som alligevel er nyt for mig - jeg var nemlig hoppet af den progressive bølge i 1980’erne, hvor disse navne havde deres storhedstid.
Mike Oldfield har jeg i forvejen et par skiver/CD’er med, og jeg har også hørt ham live i Roskilde og Aalborg.
Mit lille pop- og rockmuseum nede i retrokælderen er blevet et cassettebånd rigere. Denne gang med det vesthimmerlandske balorkester More, som huserede i slutningen af 70’erne og op gennem 80’erne.
Meget typisk for den tids cassetteudgivelser er det meget sparsomt, hvad der oplyses på omslaget. Her er et foto af gruppen, dens navn og en oversigt over, hvilke numre der er på de to båndsider. Ikke et ord om, hvem de fire musikere i gruppen er, og hvilke instrumenter de spiller på. Ved de enkelte numre er der ikke nødvendigvis opgivet komponist, men derimod navnet på den gruppe, som har spillet det. Her er nemlig tale om kopier af andres populære numre, sådan som ethvert balorkester med respekt for sig selv og deres publikum havde på repertoiret. At dømme efter de sparsomme “covernoter” har gruppen selv lavet tekst til et enkelt nummer, som vi lader bloggens læsere og lyttere lægge øre til her.
Blandt bandets første medlemmer var Orla Andersen på keyboard og Martin Gregersen på trommer. Senere blev gruppen reorganiseret, så fætrene Jan og Per Holm Pedersen kom med på guitar og bas.
Jeg arbejder i øjeblikket på at få lidt mere information om gruppen.
Min retrokælder med gamle båndoptagere, radioer, pladsespillere og kameraer er ikke kun til pynt. Faktisk kan den også gør lidt nytte og gavn.
Foruden alt det gamle elektronik rummer den også lidt nyere isenkram, som gør det muligt at digitalisere stort set hvad som helst af gammelt analogt stof. Jeg har således hjulpet familie og venner med at køre gamle smalfilm og videooptagelser over på DVD-skiver, så man kan nyde dem hjemme på fladskærmen. Kvaliteten bliver OK, men dog ikke bedre end originalen.
Det sidste er dog en sandhed med visse modifikationer: Der sker faktisk en kvalitetsmæssig forbedring af gamle smalfilm, idet kameraet retter op på hvidbalancen, når man optager. Det betyder som regel, at de gamle gule farver rettes op til mere kølige og korrekte.
På lydsiden kan jeg omdanne gamle plader, cassettebånd og spolebånd til f.eks. MP3-filer, så de kan afspilles på moderne afspillere. Jeg har selv overspillet en del af mine gamle LP-plader og lagt dem over på CD-skiver, som kan spilles på mit anlæg eller i bilen.
Endelig er der min scanner, som også kan tage dias og dermed lave disse om til digitale billeder med mulighed for at lægge dem i diasshows eller måske i en helt ny fotobog. En sådan bog lavede jeg forrige jul til mine søskende, så vi nu alle har et album med barndomsminder. Jeg bruger Cewe, som giver god kvalitet og mange muligheder for at sætte nogle flotte sider op.
I gåt kom min svigerinde med nogle gamle konfirmationsbånd, som skulle spilles over. Det skabte en ny udfordring, da nogle af båndene er video8, som vist var et system, som Sony brugte en overgang. Så nu skal jeg på jagt efter et cam, som kan afspilles sådanne bånd. Jeg hører gerne fra bloggens læsere, hvis nogen skulle ligge inde med sådan et.
Og så gav overspilningen anledning til et gensyn med Queen på Wembley ved Live Aid i 1985 - fantastisk stemning. Jeg fik helt gåsehud ved at se de gamle klip.