|
|
|
Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
-0- Brunch, bådrace og buer på universitetet27-11-2022
Lørdag blev det til en tur til Aarhus, hvor ældstesønnen traditionen tro skulle have sin pakkekalender.
Thomas foreslog, at vi skulle spise brunch i Det kgl. Biblioteks kantine - det skulle efter sigende være godt og billigt. Og populært, skulle det vise sig. Da vi ankom til universitetet kl. 20 minutter i 10 var der allerede kø ved indgangen, og de fleste stod ikke i kø for at komme ind og læse bøger. Næh, det var den populære vegetariske brunch, som trak, både studerende, familier og andre. Ønsker man lidt animalsk tilbehør til sin røræg, kan man tilkøbe kød for 15 kr.
Indenfor måtte vi igen stille os i kø for at komme frem til lækkerierne, men folk var tålmodige, og tingene gled stille og roligt. Det største problem var reelt at vælge, hvad man ville have på tallerkenerne, for udvalget var stort - og lækkert.
Efter en god brunch tog vi en rundtur i universitetsparken, som er en lille oase i Aarhus. De smukke gule murstensbygninger med gult tegl på tagene signalerer enkelthed og funktionalisme. Bygningerne er spredt over et stort område, som giver plads til masser af grønne plæner, søer og smukke træer. Om sommeren trækker de studerende ofte udenfor på det smukke område, både for at læse men også for at slappe af og hygge sig sammen.
På en af søerne finder den årlige kapsejlads sted i september, Kampen om det gyldne bækken - et tilløbsstykke med op mod 30.000 mennesker samlet til noget, der vel er en kombination af festival, karneval, kapsejlads og ølstafet. Ideen blev fostret af medicin- og tandlægestuderende med inspiration fra rodysterne mellem Oxford og Cambridge, og den første kapsejlads fandt sted i 1991. I dag er arrangementet blevet så stort, at mange studerende møder ind natten før, for at få en god plads i parken.
Arkitekt C. F. Møller har stået for den store hovedbygning øverst på bakken. Han var oprindeligt ikke meget for den buegang, som han nødtvungent lod opføre foran bygningen, men med årene kom han vist til at synes bedre om den løsning, hvor de runde former bryder de ellers strenge lige linjer i byggeriet. Hovedbygningen blev opført under den tyske besættelse, og man gjorde, hvad man kunne for at forsinke byggeriet, så tyskerne ikke skulle få den ide at overtage bygningen. De havde tidligeret indrettet sig i parkkollegiet, som blev bombet af englænderne i 1944 - et præcisionsangreb, som ramte sit mål, men som også ramte den nye bygning, som var under opførelse. C. F. Møller var selv på byggepladsen, da angrebet fandt sted, og han blev begravet under murbrokker og hjulpet fri - overleveringen vil vide, at hans første spørgsmål var, om det skulle være så heldigt, at de romantiske buer blev smadret ved angrebet?
Fra universitetet blev det til en tur til midtbyen og havnen, hvor vi også lige var et smut inde og se Dokk1 med bibliotek og andre kulturelle funktioner. Bygningsmæssig en stor kontrast til universitet - her er det beton og glas, som dominerer sammen med skæve vinkler. Vi sluttede dagen af med at besøg Væksthusene i den Botaniske Have ved siden af Den Gamle By - en interessant samling af planter fra hele verden. Foruden væksthusene er der en lille hyggelig cafe med en fin udsigt over Botanisk Have og den gamle by - hvis der da ikke havde været så tåget, som det var lørdag, så vi kommer helt sikkert tilbage.
Zoo(m)16-11-2022 Det er sjovt og interessant at fotografere dyr og fugle - ikke blot fordi det er gode motiver, men også fordi man sætter sig ind i de forskellige arter og deres særpræg. Det bedste er naturligvis at være ude i naturen, hvor dyrene til gengæld lever deres eget frie liv, så det er ikke altid, man lige får noget med hjem på kortet, som kan bruges til noget. Lidt lettere, og lidt mere eksotisk med hensyn til dyr, er det at gå i dyreparker eller Zoo. Her er mine personlige favoritter Skandinavisk Dyrepark på Djursland og Aalborg Zoo, men det skal siges, at der også er mange steder, jeg ikke har besøgt endnu. Forleden gik turen til Aalborg med familien, og det blev til små tre timer med indlagt morgenmad, hygge og fotografering.
Isbjørneanlægget er et godt sted at betragte og fotografere, dog med den udfordring, at det for det meste skal ske gennem flere centimeter tykt glas, som ikke har besøg af en vinduespudser hver dag. Der er et enkelt sted, hvorfra det fri har udsyn ned over en del af anlægget, men det fordrer så, at isbjørnene så opholder sig i det område, man kan se. Er man nødt til at fotografere gennem glas, skal man være opmærksom på, at der ikke er for meget spejling, så det er rovdyret bag kameraet, man får fotograferet. Det bedste er at sætte objektivet helt hen til glasset og evt. skygge med en hånd for at fjerne reflekser.
Savannen, hvor giraffer, strudse og antiloper går frit rundt, er også et godt fotospot - ikke mindst fordi dyrene kan komme ret tæt på. Eneste anke her er, at man ofte får hegn med i baggrunden, hvis man fotograferer dyrene ude på savannen.
En god zoom er bestemt en fordel, når man skal fotografere dyr. Dagens blog er ledsaget af fotos fra turen til Zoo forleden, hvor jeg brugte en 24-200 mm zoom på mit spejlløse Nikon.
Når enden er god....
Møn #3. Thorsvang Samlermuseum26-10-2022 Vi har flere gange besøgt Thorsvang Samlermuseum, som er indrettet i en gammel tørmælksfabrik i Lendemarke i udkanten af Stege.
Museet har baggrund i en mands samlermani. Henrik Hjortkjær har samlet ting gennem det meste af sit liv, og i 2012 blev det hele sat i system, da der blev oprettet en fond, som købte den gamle tørmælksfabrik i Stege af Vordingborg Kommune, som fik 1 kr. for de gamle bygninger.
Siden da har Henrik Hjortkjær sammen sin hustru og en stor skare af frivillige opbygget et fint museum, som har fokus på det forrige århundrede. Der er indrettet en række små butikker, som står med originalt interiør og varer, som de så ud i en svunden tid. Senest har man overtaget en komplet isenkramforretning, som gennem flere generationer blev drevet på Islands Brygge i København.
Ellers finder man frisørsalon, købmandsforretning, fotoforretning, radio-tv og meget andet i butiksdelen på museet. Eneste anke kan være, at der ikke er så meget information om de enkelte butikker, hvor de samlede ting også strække sig over en noget længere periode end det som interiøret indikerer. En lille folder med information eller en lille planche ved butikkerne kunne være fint. Men er man bare interesseret i gamle ting, er der bestemt nok at se på. I de øvrige bygninger finder man et lokale med en samling på mere end 4000 forskellige ølflasker, og der er en afdeling med små værksteder, ligesom der er en bygning med gamle biler og motorcykler.
Palmehaven er museets cafe, og er indrettet, som den så ud, da den var en del af det hedengangne Hotel Skandinavien i Stege, som også rummede en teatersal. På Thorsvang holdes der fester i Palmehaven, som også bliver brugt til koncerter og andre kulturelle formål. Man finder også den gamle byrådssal fra Stege og der er en fin skolestue med bøger, plancher og andet fra en tid, hvor der ikke var computere i klasselokalerne. Ved indgangen til Palmehaven er der en lille biograf med fremviserapparat og billetluge, ligesom der står en jukebox ved den ene væg. Lige noget for bloggeren her, som selv var operatør i Farsø Kino og er vild med plader - og selv indehaver af en jukebox. Udenfor museet er der også mange interessante ting, bl.a. gamle kolonihavehuse og et lille tivoli med luftgynger og pariserhjul. Det gamle pariserhjul har en lang historie og har været brugt i flere danske tivolier. Skuespilleren Søren Østergaard har også ejet det af to omgange, men nu er det havnet på Thorsvang og er sat i stand og godkendt, så man kan få sig en tur i det.
Er man interesseret i gamle ting er museet bestemt et besøg værd, og kan man være heldig at få en af de frivillige i tale, kan man også få flere detaljer om de udstillede ting på stedet. Nyord og mønske gravhøje22-10-2022
Nord for Møn finder man den lille ø Nyord, som i dag er landfast med Møn via en dæmning.
Det lille bysamfund har gennem årene især ernæret sig ved fiskeri og lodseri, men i dag der vist kun et par fritidsfiskere og så er det i stedet turister, som er grundlaget for forretningslivet på øen, hvor der er flere restauranter og gallerier.
Nyord by er ikke udskiftet, så husene ligger klumpet sammen ovenfor havnen. At det i dag er attraktivt at have hus på øen kan man se på de mange velholdte huse - flere var ved at få lagt nyt stråtag, da vi var forbi. Efter sigende skulle der ikke være mange huse, som sælges under 3 mio. kr. Mange af dem er sikkert sommerhuse, men der skulle bo et halv hundrede mennesker fast på Nyord.
Byen har et lille museum, og det er lille. Det er nemlig det lille lodshus vest for byen, og det er vel næppe mere end 6-8 kvadratmeter stort. Her fortælles om lodsernes arbejde, som var en vigtig indtægtskilde tidligere. Besøger man kirkegården, som er placeret 1 kilometer nordøst for selve byen, kan man også se på gravstenene, at der har været en del, som har været beskæftiget som lodser.
Ovre på Møn tog vi et kig på Grønsalen eller Grønjægers Høj, som er en langdysse fra bondestenalderen ca. 3.500 f. Kr. Gravhøjen er 102 m lang, 13 m bred og 2 m høj og den ligger smukt ved Fanefjord Kirke med et flot kig ud over Fanefjord.
I det hele taget er der mange flotte og velbevarede gravhøje på Møn, og de er bestemt et besøg værd. Ikke blot for deres historiske værdi, men også fordi de mange gange ligger højt i landskabet med flotte udsigter over Møn. Næste Møn-blog kommer lidt nærmere nutiden. Efterår på Møn21-10-2022 Det er en fast tradition, at vi er på Møn en gang om året, hvis ellers det kan passes ind. Det er jo let i år, når den ene halvdel af husstanden er pensioneret, så ugen før efterårsferien blev brugt på et besøg på den smukke ø.
Møns Klint er jo nærmest et must, når man er på de kanter - og denne gang kunne vi så se den i efterårets flotte farver. Og denne gang fik vi lidt ekstra trappemotion, da trappen ved Geocenter Møn ganske vist var åben, men når man kom til bunden, var der vand, så vi ikke kunne komme tørskoet over på stranden. Vi valgte i stedet at køre til fyret syd for klinten og så gå op langs klinten, hvor vi kunne komme op via den sydligste trappe, som i parentes bemærket også er den med flest trin, nemlig ca. 500. Dermed fik vi en ekstra optur, og samtidig fik vi set en smuk del af klinten, som vi ikke har set før.
Vi besøgte også Geocenter Møn, som er et museum med fokus på geologien og udviklingen i området ved Møn, hvor der er mulighed for at finde bl.a. vættelys, som er et levn fra forhistoriske blæksprutter. Museet har også en udstilling af den eneste dinosaurus, som er udgravet indenfor rigsfællesskabets grænser, nemlig i Grønland. Skelettet er udstillet i sin helt egen afdeling på museet, hvor man også kan se fotos fra den ekspedition, som foretog udgravningen, ligesom der er lavet en flot animation, der viser, hvordan dinosauren kunne have levet og dø i sin tid.
Vandrefalken lever og yngler på Møns Klint, så den er naturligvis også beskrevet på museet, hvor man med særlige VR-briller kan komme i vandrefalkens sted og flyve på duejagt langs de hvide kalkstensklinter.
Der var også masser af fugle ved jordbassinerne lidt vest for Stege. Her har vi aldrig været før. Det er bassiner, som man op gennem 60’erne og 70’erne udgravede ved den gamle og nu lukkede sukkerfabrik i Stege. Når lastbiler og traktorer kom med sukkerroer, blev roerne vasket og skyllet, og de store mængder jord fra denne proces blev kørt ud til bassinerne. Det kunne være op mod 1000 tons jord om dagen, når der var rigtig travlt.
I dag ligger området med jordbassinerne hen som et fredet naturområde, som er en lille oase for mange fugle, som har vænnet sig til de mange mennesker, som går tur i området. Vi bemærkede et af bassinerne, hvor der var fyldt med troldænder - så mange, at indflyvende flokke havde svært ved at finde et sted at lande i den populære sø.
Den Gamle By forynges07-10-2022 Forleden var jeg en tur i Aarhus, hvor det bl.a. blev til et besøg i Den Gamle By, der ligger som en lille oase på kanten af bykernen i den jyske hovedstad.
Senest jeg var der, var man så små begyndt at etablere en afdeling med fokus på 1974. Dengang havde man lavet en del af Søndergade med bl.a. radioforretning, Pouls Radio, og en fotoforretning.
Siden da er der sket en del, og der er mere på vej. 70’er kvarteret er forsynet med en helt ny blok, som tilføjer Havnegade, hvor man bl.a. finder en bagerforretning med cafe, en købmand og en en lille byttebiks med bøger og blade. Desuden er der opgange med lejligheder, som man kan gå ind i og se, hvordan kollektivet, lærerboligen, børnehaven og værtshuse så ud anno 1974. Spændende, levende og interessant - både for min søn Thomas og nok ikke mindst for mig, der var 16 år i 1974. Det rør ved en, når man ser radioer, TV, knallerter, biler og møbler fra den tid, som på mange måder var helt anderledes end den, vi lever i i dag.
Man bør også begive sig ind i baggårdene, hvor der er VVS-værksted, et lille kælderlokale med møderum for en spejdergruppe, vasketøj på snorene og fine små detaljer, som fuldender tidsbilledet.
Inde i Pouls Radio er der personale på, som kan fortælle om en tid, hvor de nye elektroniske apparater, ikke mindst farvet-TV’et, stod højt på mange familiers ønskeseddel. Et sådant TV kostede vel hen i retningen af en månedsløn på det tidspunkt, og VM i fodbold i 1974 var for alvor med til at sende colourtosser ud i de danske hjem.
Manden i radioforretningen kunne også oplyse os om, at det store byggeri, som er i gang for enden af 1974-gågaden, er en ny indgangs- og administrationsbygning, som skal stå færdig i foråret 2023. I samme forbindelse etableres der en 2015-gade, så man må sige, at Den Gamle By fornyr sig, men mange ting, som vi tog som en selvfølge i det år, bruger vi knap nok længere. Tænk bare på CD-maskiner, og CD/DVD-drev til computere. Det sidste blev jeg mindet om, da jeg lovede at lave nogle MP3 filer fra en gammel CD, men jeg opdagede, at jeg vist skal i kælderen og finde en gammel computer, hvis jeg skal kunne gøre det.
I øvrigt er den Gamle By åben hele døgnet. Man betaler entre i tidsrummet mellem 9 og 17, hvor der også er adgang til husene m.m., men ellers kan man bare gå ind og gå en tur i den lille oase, hvis man har lyst. Det har sjældent givet problemer, for som en af de ansatte sagde, “Vi passer på Den Gamle By her i Aarhus”. Næste gang, du er på de kanter, kan jeg anbefale, at du tager en tur derind, men vær opmærksom på, en dag godt kan være i underkanten.. Billederne til denne blog er taget i forbindelse med tirsdagens besøg.
Søanlægget i Farsø27-09-2022
Søanlægget i Farsø er en lille oase, som mange nyder. Her er fred og ro, vand og fugle.
Netop fuglene komme ofte i søgeren, når jeg har mit kamera med på en tur eller to rundt om søen - en strækning på små 800 meter, ja faktisk lige netop 800 meter, hvis man tager turen ind om møllehuset i stedet for at gå over broen mellem den lille og den store sø.
Jeg fandt for nylig ud af, at den lille sø ved møllehuset faktisk i sin tid blev lavet som et friluftsbad. Man byggede i 1936 en dæmning, lagde sand i bunden, og da man var færdige blev der lavet hul i dæmningen og bygget en bro over. Allerede året efter blev møllehuset bygget i forbindelse med en stor erhvervsudstilling i anlægget, så spørgsmålet er, hvor meget svømmebadet er blevet brugt, selv om undersøgelser dengang viste, at vandet var rent. Det er det ikke helt længere!
Fuglelivet har i al den tid, jeg husker, bestået af masser af ænder, blishøns og et svanepar eller to. For mere end 100 år siden blev der indkøbt et svanepar til søen, men det afstedkomme i flere omgange ballade. En nabo til søen krævede erstatning fordi svanerne angiveligt spiste æg og korn på hans ejendom. En svane døde under mystiske omstændigheder, og det kom på tale, at hegne hele søanlægget ind. Der blev på et tidspunkt anlagt en kunstig ø, hvor svanerne kunne have deres rede i nogenlunde fred og ro. Øen er der stadig, og den er vokset til en anseelig størrelse, som i foråret var landingsplads for store stærflokke, som lavede en vesthimmerlandsk udgave af sort sol.
Der har også været svaner med unger i anlægget i år, men de er væk. Tidligere har de haft for vane at dappe i samlet flok gennem byen ud til overfladebassinet øst for byen. Det gjorde de også i år, og måske har de været en smut tilbage i søanlægget, men nu er de væk.
Til gengæld er der dukket et par hejrer op i søanlægget, og de føler sig så meget hjemme, at man komme ganske tæt på dem, før de breder vingerne og flyver over på den anden side eller op i et træ. Skarver er der også af og til, nogle gange en 6-7 stykker andre gange kun en enkelt. At dømme efter kommentarerne på en lokal Facebook-gruppe må den udskældte fugl gerne blive borte, ja måske lide samme skæbne, som en af de første svaner i søen…
Blishøns er der også mange af, og de har fået selskab af rørhøns, som har lidt mere farve på næbbet. Der er også af og til andre arter af ænder, end de meget almindelige gråænder, ligesom der også er lappedykkere - og naturligvis måger og terner. Fiskelivet i søen skal jeg ikke kloge mig på, da jeg var dreng var der masser af karusser og gedder. Det er der måske stadig, men i dag er der fiskeforbud, medmindre man har en særlig tilladelse fra kommunen til at kaste snøren i det grågrønne vand.
Billederne til denne blog er fundet i mit fotoarkiv, hvor der er en del med netop motiver derfra.. Man kan læse om det 100 år gamle søanlæg på lokalhistorisk arkivs hjemmeside HER. Veteraner til vand og til lands14-09-2022
I denne uge afvikles den traditionelle træskibssejlads “Limfjorden Rundt”. Mandag samledes de 60 skibe i Løgstør, hvor starten gik tirsdag morgen med kurs mod Thisted - flere af skibene foretrak at forlade Løgstør allerede mandag, da vejrudsigten for tirsdag lovede strid modvind, som ville gøre det mere end almindelig svært for skibene at komme frem.
De skibe og besætninger som blev i Løgstør, kunne være med i byens storstilede maritime festival, hvor alle sejl så at sige var sat til gode oplevelser på det langstrakte havneareal i Limfjordsbyen. De største skibe ligger ude i industriområdet og ligger så ellers som perler på en snor hen forbi kajen ved Hotel Du Nord, Løgstør Badehotel, forbi Løgstør Grunde forfyr og ind mod Frederik Den VII’s Kanal.
Inde på havnen er der sang med shantykor, der serveres muslingedogs, eller mere traditionelle hotdogs, hvis man er til det. Der er gang i det store mobile muslingekogeri, og der er kø ved is- og vaffelboderne denne mandag aften, hvor jeg er smuttet en tur til Løgstør. De lokale vægtere viser rundt, og der er aktiviteter for såvel børn og voksne. Den gamle bro over kanalen er bogstavelig talt i sving, og man kan se, hvordan man i sin tid trak skibe gennem kanalen ved hjælp af heste.
På et græsareal finde man 4-hjulede veteraner i form af flotte veteranbiler fra forskellige tidsperioder lige fra de høje Ford T-agtige modeller frem til en Opel Senator fra 80’erne. Jeg så også en NSU 1200 og en Opel GT, begge sjove bilmodeller, som min storebror i sin tid havde.
Træskibssejladsen finder vej til Løgstør, Thisted, Struer, Nykøbing Mors, Fur og til slut Skive. Turen til Skive finder sted lørdag, hvor vi plejer at være i Hvalpsund for at se de flotte skibe, som sejler gennem sundet med sejlene sat. Et smukt skue.
Denne blog er ledsaget af lidt stemningsbilleder fra mandag aften i Løgstør og et enkelt arkivbillede fra passagen ved Hvalpsund.
Et væld af kilder i Gravlev06-09-2022
Den første søndag i september blev en særdeles solrig og flot en af slagsen. En perfekt dag til en udflugt til Gravlev Sø og omegn sammen med et par gode venner, som havde inviteret og sørget for lune boller til at starte på, frokost og sidenhen minigolf og pizza.
Gravlev Sø er, akkurat som Vilsted Sø, blevet genskabt efter at have ligge i kanaler og drænrør i mange år. Søen er ikke så stor, som den i Vilsted, men til gengæld er den nærmest omringet af kildevæld, som pumper forfriskende koldt vand op af jorden i døgndrift. Der er en kilde i Gravlev og på den anden side af søen ligger Lille Blåkilde og Ravnkilde, som vi så på vores tur rundt, som gik via Buderupholm og tilbage på østsiden forbi Lille Blåkilde, en strømkilde som faktisk er mere vandrig end sin storebror, Store Blåkilde, hvis man holder sig til de nyeste målemetoder. 90 liter vand pibler op i sekundet fra den kalkholdige undergrund. Lidt længere mod syd ligger Ravnkilde, som er en såkaldt sumpkilde, hvor vandet siver op af jorden flere steder og hurtig samles i små løb ned mod Gravlev Sø og Lindenborg Å.
Og så skal man jo fyre klassikeren af: Hvorfor går folk rundt om Gravlev sø og griner? Fordi de drikker kildevand... (Jeg finder selv ud..)
Vores værter på turen havde lokket med en tur på ca. 6,4 kilometer, men med Buderupholm-afstikkeren kom vi op på godt 13 skønne kilometer i smuk natur. I tilgift fik vi et glimt af en svømmende snog ved Lille Blåkilde.
Frokosten blev indtaget ved Rebild Bakker, hvor der denne dag var mange gæster. Vi havde min lille transportable pladespiller med - ved morgenbordet i Gravlev gik det fint med at spille singleplader til måltidet, men vi måtte opgive her ved frokosten efter at vinden havde sendt Santanas Samba Pa Ti på en flyvetur gennem luften - vi skulle nok have valgt Dylans Blowin’ In The Wind…. Golfbanen ved Rold Storkro bød på tilpas gode udfordringer, også nogle uønskede som følge af ujævnt underlag. Vi spillede par-turnering og lod naturligvis vores gæstfrie værter vinde, medens jeg dog sikrede mig den bedste runde! Som afslutning nød vi solen over Limfjorden fra Ib og Anettes terrasse i Nibe, inden en herlig dag blev rundet af med pizza. Kilder til denne blog: Lille Blåkilde, Ravnkilde og Gravlev Kirke samt en naturfolder fra Naturstyrelsen.
Made in Himmerland og Gatten05-09-2022 Torsdag var jeg til golf i Gatten, hvor den store turnering Made In Himmerland løber af stabelen. En international turnering, som er en del af det store europæiske golfshow og hvor der er mere end 20 millioner kroner i præmiepenge.
At lille Gatten i Vesthimmerland i dag er på golfens verdenskort, kan man kun tilskrive nu afdøde Lars Larsen, som i sin tid gik ind og købte aktier i det skrantende golfcenter med 300 fritidshuse, som det sjællandske firma Flexplan havde stået for. Sammen med Birdie Thinggaard og Hans Møller blev Lars Larsen hovedaktionær i centeret, som han siden overtog alene. Heldigvis for golfcenteret var Lars Larsen bidt af golf og Gatten, og heldigvis var der gode penge at tjene på dyner og boligudstyr, for det økonomiske hul i centeret var noget større end hullet på en golfbane. Og ikke nok med, at der blev fyldt huller, der blev også investeret. En ny 18-hullers bane, så man nu havde både Old Course og New Course. Centerområde med restaurant, cafe, shop, bowling og meget mere. Efter Lars Larsens død driver familien stedet videre, og der udbygges yderligere med idrætshal, paddletennis og diverse vandsportsaktiviteter. Golf er blevet en familiesport, og centeret i Gatten spiller med på alle strenge. Lars Larsen var primus motor i at få en stor turnering til stedet, og det lykkedes med Made In Denmark, som for første gang blev spillet i Gatten i 2014. I 2018 blev der spillet i Silkeborg, men nu er turneringen hjemme, hvor den hører til, hvilket også afspejles i navnet som nu er Made In Himmerland. Torsdag blev der spillet første runde, og med perfekt vejr, var det også en perfekt dag, at gå rundt på det store og flotte anlæg. Mit temperament er ikke til selv at svinge køllerne, men jeg er fascineret af sporten, som i dag er en folkesport modsat tidligere, hvor snobberiets skær ganske velfortjent hang over banerne. At sporten er blevet folkelig ser og hører man også ved det berømte hul 16, Himmerland Hill. Her kommer spillerne fra hul 15, og på vej til teestedet skal de igennem et øltelt, hvor diskotrommerne buldrer og publikum klapper, så man føler sig henvist til et tyrolerfest, når spillerne går gennem teltet. Det grå guld spiller golf som aldrig før, og det kunne da også ses på tilskuerne denne torsdag, hvor størsteparten har været pensioneret længere end den måned, jeg har været det…
<
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11
12
13
14
15
16
17
18
19
20
21
22
23
24
25
26
27
28
29
30
31
32
33
34
35
36
37
38
39
40
41
42
43
44
45
46
47
48
49
50
51
52
53
54
55
56
57
>
|
|
|
|
|