Den sidste dag i pinsen blev brugt på en klassetur med 6. a fra Farsø Skole. Her går Thomas, men da klassen brydes op efter ferien, var det oplagt at lave et arrangement med de elever, som har fulgtes siden børnehaveklassen.
Turen gik til Fårup Sommerland.
Det er nogle år siden, jeg sidst har været i det populære sommerland, og der er sket en del, siden jeg besøgte det første gang tilbage i 1976 eller 1977. Dengang var de fleste aktiviteter "selvhjulpne", det vil sige, der var ikke brug for strøm o.l. Man kunne ride på heste, spille minigolf, hoppe i trampoliner og lignende aktiviteter. Men stedet er fulgt med udviklingen og kundernes behov for vildere forlystelser. I dag er der store og vilde rutschebaner, vandland og meget, meget mere.
Ikke mindst rutschebanerne er blevet det store hit. Det startede med "Træstammerne" og "Mineekspressen" og senere er det blevet endnu vildere med "Flagermusen", "Falken" og senest "Lynet". "Falken" er bygget i træ og er en rigtig rutschebane med op- og nedture i fuld fart, krydret med bratte sving. "Lynet" er sjov - man accellerer fra 0 til 80 på 2 sekunder (!), inden man sendes ud på en tur, hvor man ryger op og rundt - flere gange med hovedet nedad i vilde loops og konstant med fuld fart på vognen.
Undevejs mellem de forskellige rutschebaner konstaterede jeg et lidt underligt og noget ulækkert fænomen: Folk sætter deres afgnavede tyggegummi fast på pæle og stolper umiddelbart inden indgangen til forlystelserne. Hvor den tradition stammer fra, ved jeg ikke, men klam det er den!
Det er prøvetid rundt om på skolerne. Også på min. Det betyder bl.a., at jeg i denne uge skal høre 52 elever snakker matematik til den mundtlige prøve i faget.
Generelt er det en rigtig god oplevelse, hvor eleverne gi'r den gas og virkelig forsøger at få formidlet noget matematik. Enkelte kan være trykket af stemningen, og det er faktisk rigtig synd for dem, da det desværre gør, at de slet ikke kan ramme det niveau, man ellers kender dem for. Så er der heldigvis standpunktkarakteren, årskarakteren, som gerne skulle udtrykke deres daglige standard og ikke deres evne til at performe i en presset situation.
Men der er altså også dem, som bare boltrer sig som fisk i vandet, når der er noget på spil. F.eks. hende, der cool og fattet laver sine ting, og som affyrer følgende replik efter et spørgsmål fra censor: "Det er jo et ledende spørgsmål, så jeg tror jeg vælger at svare ja!" Det gjorde hun så, og en hel masse mere, som udløste det eftertragtede 12-tal.
Når man, som jeg, har været teenager og ung i 1970’erne, kan man ikke undgå at forholde sig til Gasolin - dansk rocks ubestridte største navn gennem tiden. “Langebro”, “På banen derudaf”, “Stakkels Jim”, “Kvinde Min” og “Rabalderstræde” ligge alle på erindringens lydspor fra den tid.
Jeg var mest optaget af gruppen i de første år - de første 3-4 LP’er blev spillet flittigt på pladespilleren, medens min interesse dalede fra 5’eren og efterfølgende. Måske fordi gruppen var gået fra at være undergrund til at være megastjerner - i Danmark og Skandinavien forstås. Deres forsøg på det store gennembrud i udlandet slog aldrig an - de var simpelthen for danske!
For nogle år siden købte jeg CD-boksen “The Black Box”, som rummer gruppens 7 officielle studiealbums samt “Live Sådan” og en bonus-CD med rariteter bl.a. fra ungdomsprogrammet P4, hvor de lavede en del kendingsmelodier omkring 1973-74.
For tiden er det så Gas der snurrer i CD-spilleren, og det er stadig de første 4 albums, som står stærkest hos mig. Og så har jeg fået ørene op for gruppens sidste skive “Gør Det Noget”, hvor de vendte tilbage til den rå og uforfalskede gaslyd. Ind imellem havde de lavet et par velproducerede, men måske også overproducerede, albums i form af “Gasolin (5)” og “Efter Endnu En Dag” - specielt den sidste har jeg aldrig brudt mig om - den stritter i alt for mange retninger med rock, viser og pop. Den står som en dansk pendant til “Sgt. Peppers” med The Beatles - men er som nævnt ikke min kop the.
Tilbage til “Gør Det Noget”, som rummer herlige numre som “Strengeleg”, “Det Bedste Til Mig Og Mine Venner” og “Get On The Train” - herlige numre med en dejlig lyd, som Gasolin selv har stået for, da de selv producerede deres svanesang.
Gasolin blev opløst i 1978 efter en koncert i Malmø, men de samledes igen for en kort bemærkning til "Gorilla Galla" i 1982, hvor dette nummer stammer fra.
Nu har jeg her på bloggen med jævne mellemrum beklaget, at man i Farsø Kommune var alt for hurtige til at lade flotte gamle bygninger nedrive. Eksempelvis den gamle jernbanestation og præstegården.
Og det var tæt på endnu en bommert af slagsen, da man ville nedrive et lille jernbanehus i Hvalpsund. Så langt kom det ikke. I stedet overgav kommunen huset til den lokale borgerforening.
Det lille jerbaneklenodie i form af et “logihus”, som jernbanens personel brugte til overnatning, er nu ved at blive indrettet til museum. Udenfor huset er der lagt få meter skinner, hvor der er opstillet en gammel godsvogn, så miljøet omkring huset er helt rigtigt. Her i Hvalpsund er den gamle station bevaret - den ligge kun et stenkast fra logihuset, og lidt længere henne ligger den gamle remise.
Hvor er det rart, at man ikke alle steder har revet ned efter jernbaneepokens afslutning. Faktisk er stationen i Farsø den eneste som er væk af de stationer, som blev anlagt mellem Aars og Hvalpsund!
Praktisk taget indtil det sidste tog var kørt i 1969 overnattede lokomotivpersonalet i Hvalpsund hver nat i logihuset.
Sammen med huset fik borgerforeningen de 25.000 kr. som nedrivningen ville have kostet. Siden har foreningen søgt i alt 235.000 kr. hjem fra en række fonde til at sætte huset i stand for - der skal bl.a. laves nye døre og vinduer som nøjagtige kopier af de originale vinduer og døre.
Denne størrelse er fotograferet i min græsplæne her i formiddags, hvor den indfandt sig sammen med et par tusinde familiemedlemmer.
De er bestemt ikke inviteret af mig disse gåsebiller, som sværmer i græshøjde og forsøger at lægge deres æg. I første omgang sker der ikke noget, men i sensommeren og det tidlige efterår, kan man se konsekvenserne, når billens afkom i form af små larver smæsker løs på rødderne under min græsplæne. Resultatet er store døde pletter, hvor man bare kan rulle græsset af!
I fjor havde vi et mindre angreb, som efterlod en død plet på plænen. Og nu er de her så igen - disse glinsende bæster.
Men vi har erklæret dem krig, har vi. I første omgang blev vandkanonerne kørt i stilling i form af haveslangen, og efterfølgende har vi sat foliebakker med vand ud på plænen. Så kan billerne svømme lidt, inden fuglene forhåbentlig gør en endelse på deres velfortjente lidelser. For fuglene er vores bedste forbundsfæller i denne krig - får de først øje på dette store tag selv bord, så kan de klare en stor del af arbejdet.
Her til eftermiddag er der knap så mange biller i plænen - men det lokale gåsebillehjemmeværn er i højeste beredskab og klar til at rykke i felten, når alarmen går.
Gennem årene har der været afholdt en del erhvervsudstillinger i Farsø. Jeg kan selv huske nogle af dem fra, da jeg var dreng i midten af 1960'erne.
Den første store udstilling i byen fandt dog sted længe før min tid. I 1937 blev der arrangeret en udstilling, som trak 30.000 gæster i de 10 dage, den varede. Man opførte endda en udstillingshal specielt til formålet - en hal på 45 gange 13 meter, hvilket må have imponeret mange på egnen dengang. Desværre fandt man ikke anvendelse for hallen til andet formål, og den blev efterfølgende revet ned. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvilke muligheder det lokale idrætsliv kunne have haft, hvis man havde brugt den store hal til sådanne formål!
Måske var nedrivningen bare et forvarsel om, hvad man senere hen formastede sig til at rive ned af smukke bygninger i byen....
Man kan læse mere på Lokalhistorisk Arkivs hjemmeside, hvor jeg har lagt en lidt længere beretning om de lokale erhvervsudstillinger.
Nu er det jo ikke min hjemmeside, som uddeler nogen Thit Pris, men da siden jo er inspireret af gode gamle Thit Jensen, er det vel på sin plads, at vide, hvem der i år har modtaget Lions Club Thit Jensens pris.
Prisen, som uddeles til en eller flere kvinder i lokalområdet, der har gjort en særlig indsats for området, gik denne gang til kvinderne bag Galleri 14 i Nørregade. Et kunstgalleri, som drives af en række lokale kunstnere, som udover at vise egne værker også lukker amatørkunstnere ind til gæsteudstillinger med jævne mellemrum. Galleriet er indrettet i de lokaler, hvor Rabøl tidligere havde boghandel og hvor der endnu tidligere har været møbelsnedkeri- og ligkistemagasin og før endnu ølbryggeri....
Det var Laila Eskedahl, som modtog prisen, der blev uddelt i forbindelse med et motionsarrangement for kvinder, som de lokale Lions-piger står som arrangør af. Overskuddet fra arrangementet går til sorgarbejde for børn.
Pladerne i min samling er fortrinsvis LP-plader - 33'ere - der som navnet antyder skal afspilles med 33 omdrejninger i minuttet. Desuden har jeg en del singler, også kaldet 45'ere.
For kuriositetens skyld har jeg også anskaffet mig et par 78'ere, som er de gamle lakplader, der blev spillet i mine forældres barndom. Det særegne ved dem - udover det skrøbelige materiale og den elendige lyd - er, at de ikke var forsynet med et omslag, der viste, hvem kunstneren var. I stedet var de lagt i et papomslag, som til gengæld viste, hvilken forhandler, der havde solgt pladen.
Jeg fandt på et tidspunkt disse to plader, som begge er solgt i Farsø: Den ene hos radiotekniker Gunnar Pedersen i Søndergade (lige over for Shell) og den anden fra "Cigarhuset" i den centrale del af Nørregade.
Om indspilningerne er der at fortælle, at den ene er med Louis Armstrong og den er indspillet på Decca (som i sin tid ikke vil skrive kontrakt med The Beatles) og den anden er på Vogue og med Sidney Bechet & Claude Luther.
Jeg kan godt spille pladerne, da jeg ejer en gammel danskbygget Toga-pladespiller, hvor man kan vende pick up'en så den kan bruges til såvel lak- som vinylskiver.
Morten på 10 er begyndt at spille tennis i den lokale klub. Det går han meget op i for tiden.
En dag plagede han voldsomt for, at vi i en forretning skulle købe et gade/have-sæt med net og to ketchere. pris 600,-. Jeg argumenterede med, at vi jo havde ketchere i forvejen, og at det derfor ville blive et noget dyrt tennisnet. Faktisk mente jeg, at sådan et net måtte vi da selv kunne fikse med nogle af de ting vi havde hjemme i kælderen.
Den købte Morten, og snart efter var vi gang med at omdanne en gammel træpalle til netstolper. Nettet havde vi allerede i form af et gammelt volleynet fra et havesæt. Efter en god halv times saven og banken var vi klar til at installere Center Court nede på vejen, som er en blind vej ned til skolen, og som derfor er meget stille i weekenderne. Det virkede, og Morten var godt tilfreds. (Det var jeg også..).
I den forløbne weekend havde Morten og nabopigen Cathrine igen gang i vores egen tennisbane - denne gang med lidt ekstra lir i form af stole og bord til forfriskninger - akkurat som vi kender det fra de store turneringen.
Jeg er ikke fanatisk om Dylan, men har dog en del plader og CD'er stående i samlingen - mest fra 70'erne, hvor skiver som Blood On The Tracks og Desire er blandt mine absolutte favoritter.
De senere år har budt på noget svingende præstationer af den aldrende sanger, som jeg havde fornøjelsen (!) af at høre i Aalborg for nogle år siden - ikke den helt store oplevelse i en gigantisk hal af beton og stål, som bestemt ikke bekom Dylans musik vel.
Lad os fejre ikonet med dette nummer, som også antyder, at der er en ende på alting.